Udstillinger | Exhibitions




“Træfortællinger”, 2017 Grønbechs Gård, Hasle, Bornholm. tekst fra udstilling

Teis Dich Abrahamsen (1963) og Rasmus Fenhann (1972) deler [delte 2010-2019 red.] snedkerværksted og maskiner på Amager. Her har de holdt til siden 2010 i et arbejdende fællesskab med hver sine kunder og nogle gange i samarbejde, når der har været behov for det. De er begge udlært som Møbelsnedkere, men har derefter bygget videre på deres uddannelser – Teis Dich Abrahamsen som Møbelkonservator på Frederiksborg Slot, hvor han også har været leder på Konserveringsværkstedet i perioden 1998-2009, – Rasmus Fenhann som Møbeldesigner med afgang fra Danmarks Designskole i 2003, hvor han også har været underviser i perioden 2005-2014. 

De to snedkere har ikke kastet sig over produktion af møbler og inventar, som ellers er den mest gangbare mønt i en kommerciel hverdag, men har derimod koncentreret sig om kunsthåndværk, prototyper, konservering, restaurering, specialopgaver og con amore-projekter. Det sidste er næsten det vigtigste, for her får de to snedkere for alvor udlevet deres drømme og afprøvet deres viden om materialer og håndværk. Det er det, som den her udstilling og de to snedkermestre fortæller om på Grønbechs Gård.

Teis:    I det daglige samarbejder vi ikke. Det her er mere et værkstedsfællesskab, hvor vi deler maskiner og plads og så laver vi hver vores ting. Engang imellem arbejder vi så sammen om opgaver, men samarbejdet er egentlig ikke det bærende element for os – det er mere, hvad jeg interesserer mig for, og hvad Ramus interesserer sig for. Men vi deles om en fælles interesse for snedkerfaget og dets udfordringer – altså de fælles værdier, og det er en fin fordeling.

Rasmus:    Jeg laver de her unika ting for at dygtiggøre mig selv som håndværker, for det er jo ret sjældent, at der kommer en rigmand forbi med en stor pose penge. Sådan er verden ikke skruet sammen, så hvis man vil give den gas, må man nogen gange selv skabe projekterne for at blive dygtigere. For mig er det håndværket og materialerne, der er det vigtige, og når det drejer sig om de skrin og æsker, som jeg går og laver, så er det håndværkets traditioner, jeg går efter. Her er vi som snedkere ret privilegerede, for der er jo lavet møbler af træ siden egypternes tid, så vi står altså på skuldrene af en skov af dygtige håndværkere, der rækker 7-8000 år tilbage i tiden. Og det er vigtigt, at man gør sig bevidst om det, for man skal virkelig lægge sig i selen, hvis man skal lave noget, der bare er nogenlunde på højde med det, som de gamle egyptere kunne præstere.

Teis:    Selvfølgelig, er vi en del af en lang tradition, som vi er ydmyge overfor, men når det er sagt, så mener jeg også, at vi har noget at byde på i nutiden. Min fascination af kuglebaneuniverset er een ting, men jeg synes også, at det er enormt inspirerende at kombinere min kunnen som snedker med nogle udfordrende teknikker, og få folk til at lege med mine ting – altså at få leget træsorter, teknikker og ideer ind i folk, så de står og smiler og får en på opleveren. Det er en indfaldsvinkel, som er sjov at arbejde med, og som i virkeligheden bunder rigtig meget i den traditionelle snedkerkunnen, som vi begge to har arbejdet med i mange år. Det er nok også derfor, at jeg har bevæget mig ud i en lidt mere teknisk retning med mine kuglebanespil og mange andre mekaniske ting og sager. Det er enormt sjovt, og det er det, der driver mig fremad.

Rasmus:    Jeg synes, det er vigtigt som snedker, og i alt andet håndværk for den sags skyld, at der er plads til at lege med sit håndværk engang imellem, og bare lade tiden flyve afsted, uden at skulle skrive timeforbruget ned nogen steder. Det er helt nødvendigt at lege, og det skal være en slags understrøm i vores udstilling på Grønbechs Gård. 

Teis:    Man kan sige, at drivkraften i det, som vi går og laver, er oplevelsen. Når jeg laver en tredimensionel kuglespilsbane som Kuben, der har taget over et halvt år at lave, så er det ikke med henblik på at sælge den, for det er et trip i sig selv at sætte sig ned og sige: ”OK, det her vil jeg kaste mig ud i og bruge rigtig meget tid på og lægge sindssygt mange timer i, fordi det er vigtigt for mig”. Salg er helt fiktivt i den her situation og ikke-kommercielt i den forstand, at der er tale om et stykke unika lavet helt specielt til Møbelsnedkerforeningens 25-års jubilæumsudstilling på Designmuseum Danmark i København tidligere på året. Og det er lidt af det samme, der driver mig med den rumdeler, som jeg har lavet specielt til den her udstilling. Den består af to lag glas på en halv gange en halv meter, hvor der foregår en hulens masse ting med en kuglespilsbane indimellem, som de besøgende kan interagere med. Man kan lege med kuglebanen fra begge sider, så der bliver en visuel dialog mellem folk, eller måske bare stå og kigge og smile. Det er helt fint, for det er ret sjovt at se folk, der i gang med at gøre et eller andet – interagere i stedet for bare at stå og kigge passivt på et objekt – og derfor har jeg også lavet et stort fad med nogle snurretoppe i drejet træ. Derudover viser jeg et par skrin og et lille bord. Lidt passivt, ja.

Rasmus:    I mine skrin er det også fordybelsen og legen, det drejer sig om, men på en lidt anderledes måde end det, som Teis går og laver. Et skrin er noget, som man gemmer noget i, og derfor lidt hemmelighedsfuld, fordi man ikke ved, hvad der gemmer sig under låget. Et af mine skrin er egentlig en computerserver, hvor låget er beklædt med tørret rokkeskind, Galuchat – som jeg engang har været i Paris for at lære mere om og derfor gerne ville eksperimentere med. Faktisk blev rokkeskind brugt en hel del til beklædning af Art Deco-møbler i 1920’erne, så det er ret sjovt at bruge det til en computer, og det er da lidt vildt, at man stadigvæk kan få fat i rokkeskind. Mange af mine andre skrin er inspireret af de snedkerteknikker, jeg har lært mig på mine rejser til Japan. Deres tilgang til træ er utroligt inspirerende og delikat, for eksempel når de hvælver toppen af låget med en speciel høvl, så det illuderer overfladespændingen på et glas velskænket sake.

Teis:    Det er jo sådan, at når man går og arbejder med træ, som vi gør, så bliver man nogle gange også lidt ærbødig over for træ. Vi har f.eks. en planke i palisander stående på værkstedet, som jeg næsten hver dag hilser på og siger: ”OK, der er du. Og hvad er det så egentlig, du skal blive til engang”? Så går jeg og spekulerer lidt over det, og en eller anden dag finder jeg lige netop den ting, som passer til den planke. Som snedker kender man de forskellige træsorter og ved derfor, hvilke egenskaber de har og hvad de hver for sig egner sig til, og det er jo det, der er så spændende ved træ.

Rasmus:    Træ er et eviggyldigt materiale, og det er det, som vi gerne vil vise med vores udstilling – plus håndværket selvfølgelig. Snedkerhåndværket er godt nok et truet fag, men alligevel er der fremdrift i det, fordi det er så rigt på oplevelser. Og det er også det, som vi oplever lige i øjeblikket: at folk efterspørger det gode håndværk – og at der er flere og flere, der gerne vil være snedkere. Håndværket er i live og byder på uanede muligheder, og det er vel egentlig det, vi gerne vil fortælle om på vores udstilling.

Mike Rømer, 29 maj, 2017


”My Precious Steel Balls” 2010
Udført til Møbelsnedkerforeningens udstilling på Kunstindustrimuseet i 2010. Hyldest til tanken om at have en tro følgesvend med sig hver dag. Dette materialiseret i syv forskellige drejede cylindriske beholdere i hver sin træsort, en til hver dag i ugen. Indeni er der mere eller mindre svære forhindringsbaner, hver beholder lige til at tage med sig i lommen.


”Galskab” 2002
Udført til Møbelsnedkerforeningens 10 års jubilæumsudstilling.
Det har altid været en drøm for mig, at lave den ultimative kuglebane, skjult i et helt neutralt ydre. Når dørene åbnes begynder 32 stk. 11 mm. stålkugler at stige med elevator til skabets top, hvor de fordeles på 19 forskellige baner på deres rejse ned gennem skabet. En helt fantastisk udfordring der kostede 1000 timer af mit liv.

Udstillingen af de 32 skabe blev også vist i Tasmanien Kraft Fair. 2006.

VIDEO  Kugler i kø ved en elevator


“Møbelsnedkerforeningen på SE” 1996.
Fremvisning af snedkerhåndværkets teknikker. Stol sammensat af flere forskellige samlingsteknikker udført i to forskellige typer træ til visning af kompleks teknik. Hver samling er udført somudstillignsdel der enkeltvis hænger i snor fra loft, så publikum kan skille samlingen ad.  Udstillingsramme bærer intarsiaarbejde, jalousiløb, trækonstruktion i mønster m.m. Udstillignsdesign i samarbejde mlm MSF og Neel Dich Abrahamsen.


“Verdensudstillingen” 1990
– Forskellige objekter udført i tæt samarbejde med Leise Dich Abrahamsen,
til ”Verdensudstillingen 1990”. Objekter af mange forskellige materialesammenstillinger er placeret på et langt glasbord med udtrækshylde til tekster om 18 byer: Calcutta, Glasgow, Cleaveland, Sydney, Hamborg … Konceptet indeholder LDA’s malerier over samme sted som objektet, udstillet i lokalerne. 
Vist på Ovengaden og Memento Metropolis 1996